Klimadagsordenen er begyndt at absorbere kulturlivets i forvejen stærkt begrænsede ressourcer. I en tid hvor leveomkostningerne stiger brat for alle – også dem der skal leve af lige præcis de midler. Det ligner ikke ligefrem omsorg for kulturlivets aktører.
Det skriver jeg om hos POV.
Jon Eirik Lundberg har i flere år arbejdet med “kontroversiel kunst” i egenskab af kurator. I 2020 udkom bogen “Balladen om den politiske kunst” om erfaringerne fra udstillingen af samme navn (2019). Næsten tre år senere går opfølgeren, “Kulturmiddelklassens hævn”, dybere ned i materien, og åbner op for et indblik i “cancel-kulturens” magtforhold. Konflikten om adgangen til kunstinstitutionerne afspejler klasseforhold, er bogens tese. Institutionerne frygter den “kontroversielle” kunst fordi aktivisterne kan mobilisere et bredt spekter af modstand, inklusive de embedsmænd der forvalter kulturmidlerne. Ikke kun uddelingen af dem, men også en eventuel inddragelse.
Bogen tilbyder en helt ny vinkel på en problematik der er kommet højt på dagsordenen i vestlige lande, og går tæt på de sublime former for censur, der gør sig gældende i demokratiske samfund.
